Historien om Danhostel Svendborg

De gamle fredede bygninger på Vestergade 45 husede fra 1850 til 1984 L. Langes Jernstøberi. Støberiet var i sin storhedstid en kæmpe virksomhed med 250 ansatte, og var ved århundredeskiftet en af Svendborgs største arbejdspladser.

På det store støberi blev sydende støbejern tryllet om til alt fra staldvinduer, landbrugsmaskiner og kloakdæksler. Det var dog særligt L. Langes smukke stilovne, der var sirligt dekoreret af kunstnere og designere, der gjorde støberiet berømt. Langes jernstøberi holdt liv i ilden i 134 år og gennem fire generationer, før virksomheden indstillede sin drift i 1984.

Skønt det meste af støberiet i dag er revet ned, er virksomhedens smukke administrationsbygning blevet renoveret og fredet. Vandrerhjemmet Danhostel Svendborg flyttede ind på adressen i slutningen af 1990 ´erne, og nu er det ikke fabriksarbejdere, der går gennem bygningens buede porte, men eventyrlystne gæster på opdagelse i Svendborg og omegn.

Gennem årene har vandrerhjemmet haft et hav af private, foreninger og virksomheder gennem dørene, og lagt hus til store fester, hyggelige sammenkomster og masser af konferencer og kurser. Og selvom der er sket meget, siden de store støbekar var varme, kan man stadig mærke historien om L. Langes støberi, når man ser administrationsbygningens smukke gamle vinduer eller blotlagte loftsbjælker.

Hvis du vil læse mere om L. Langes jernstøberi, kan du besøge Fynhistorie.dk

Kontakt os

Danhostel Svendborg
Vestergade 45
DK-5700 Svendborg

Tlf. 62 21 66 99

dk@danhostel-svendborg.dk


Danhostel Svendborg  //  Vestergade 45  //  DK-5700 Svendborg  //  0045 62 21 66 99  //  dk@danhostel-svendborg.dk  //  CVR-nr. 3305 8373

Instagram